Om Helle Helles «de».
Rosinante, 2018
Roman, 158 sider
Allerede et kvarter inde døser jeg hen. Jeg lulles til ro af den megen trivielle snak, føler en dejlig træthed brede sig i kroppen, og efter et par dages læsning opdager jeg, at jeg helt har adopteret karakterernes langsomme dagligdagsrytme. Samtidig går der ikke lang tid, før jeg husker, hvorfor jeg gang på gang vender tilbage til denne forfatter, og det er først dér, under læsningen, jeg mærker, hvor stort et afsavn jeg har følt. Helle Helle er mit helle i verden. Her kan jeg puste ud. Ligesom mange andre karakterer fra den gode litteratur er Helle Helles på mange måder uformående af natur, og hvor er det dog bare befriende at sammenligne sig med dem frem for skærmvennerne i lommen.
«de» (2018) er i mange henseender en Helle Helle-classic. Som så ofte før udspiller den sig i «udkantsdanmark», og vi følger denne gang en enlig mor og hendes datter over et længere forløb. Hvad der er blevet af pigens far, står der ingenting om. Han er en af romanens ubekendte, og hans fravær er helt afgørende: Med kun én forælder er «de» sårbare, og mange ting går dem også imod. Helle Helle er en mester i at sætte sine karakterer i scene, og det gør hun også her. Med stor kraft styrer hun læsersympatien, så man til sidst sidder tilbage med røde øre.
Fortid i nutid
Situationen er nærmest ubærlig. Pigen er 16 år og begynder i gymnasiet. Det er skrøbeligt nok i sig selv, og jo især fordi hun stadig skelner mellem «røde og sorte bogstaver». Ønsket om at passe ind piner livet ud af hende, og selv efter skolestart sidder hun bagerst i klassen og laver en liste over de ting, «hun gerne vil ændre ved sig selv»: «Måske kan hun købe en gammel sømandsjakke, hun overvejer også at begynde at male». Ligesom sine jævnaldrende befinder hun sig i en følsom overgangsfase, og det får Tove, en gymnasieveninde, til at overveje at arrangere en fastelavnsfest, hvor «man skal komme som sit gamle jeg» for så at deltage i en egonivellerende leg:
«I stedet for tøndeslagning fylder man i løbet af aftenen en fælles kuffert med remedier fra fortiden, fotografier og breve, det kan også for eksempel være et par sko eller en pude. Ved midnat lukkes kufferten og kastes rundt, indholdet blander sig, den enes bliver den andens.
Man accepterer tidligere mønstre og vaner, går det i møde, derved frigøres man.»
Fortiden er en svær én. Men den er der altid, og det er nok også årsagen til, at fremstillingsformen i «de» er holdt i nutid, selv når den omhandler fortiden. Grimme erindringer er der nok af i bogen. F.eks. er der den om det faldefærdige hus på Poppelvej, hvor håndvasken falder ned, og «de» bliver bedt om at flytte – og dén om gårdhuset, hvor en «lugt af våd uld står fra væggene», og «tapetet slipper». Sådan noget er, hvad «de» er rundet af, og præsensformen minder os om, at denne fortid næsten er nutid. Både mor og datter står i en penibel situation, og nutiden får fortiden til at virke tæt på. Det er den dristige udlægning. Fortiden spøger i nutiden. Med jævne mellemrum dukker den op som små indlæg i «nutidsfortællingen», men desværre er effekten mest én, jeg må tænke mig til – jeg føler ikke mere af den grund, forstyrres mest af det tidsmæssige hurlumhej, og det duer ikke i et emotionelt drama. Desuden vil en giftig kritiker også med god grund kunne mistænke Helle Helle for at servicere sine faste læsere, dansklærerne, med det første gode arbejdsspørgsmål («Hvilken effekt og funktion har nutidsformen?»). Men meningen er jo egentlig god nok. Alle ved, hvor farligt nærværende fortiden kan være i prekære perioder. Fordums uvaner flytter med, og det gør gymnasiasterne forlegne. Der er så mange ting at forholde sig til. Hvordan frigør man sig fra fortiden? Og hvilket «de» vil man gerne tilhøre? Alt er svært, når man kun lige skal til at bryde op med moder-barn-dyaden, gå fra «de» til «du», og som pigen her også erfarer, udløser ét valg altid en række andre: «alle veje fører til veje».
En mere forsigtig udlægning vil være, at nutidsformen er et benspænd, der skal kaste kreative «nødløsninger» af sig – en forhindring, der skal tvinge den stil-sikre forfatter til at gå nye veje. Måske er citatet fra før faktisk en metakommentar.
«de» gør som «man»
Omtrent samtidig med at pigen begynder i gymnasiet, bliver hendes mor så syg, at hun må indlægges, og «de» to splittes derfor helt konkret ad. Overleveringen af beskeden om sygdommen er foruroligende udramatisk. Det tragiske slår lydløst ned i en hverdag, der fortsætter, og når moren ikke tillægger sygdommen større betydning end daglige gøremål, er det en helt almindelig reaktion. I sårbare situationer overskygges nutiden af fortiden. Gamle vaner lader sig ikke kue af en sygdom, og samtidig bruger vi gerne eufemismer for at dække over barske realiteter (moren har «slugt en sten»). Helle Helle har generelt et godt øje for det alment menneskelige. Men spørgsmålet er så, om hun er reel i sin repræsentation af udkantsborgerne?
Nok ikke. Da moren genser kosmetikbutikken efter sit sygefravær, er hun oprigtigt begejstret over tingenes tilstand, selvom det helt åbenlyst står skidt til, og gennem romanen overhører vi den ene trivielle dialog efter den anden, der enten kredser om rent praktiske forhold eller også begrænser sig til en slags camouflerede kontakthandlinger. Helle Helles karakterer taler åbenbart sjældent om noget af betydning, mest af alt snakker de bare. Men det er også ligegyldigt. For dem er indholdet ikke afgørende. Fokus er på at overleve, ikke udleve: «de» skal bare igennem dagen, og med tomsnak og nemme grin kan de ikke kun begå sig i sociale sammenhænge, men også opholde grimme tanker. Sådan tænker jeg om dem efter endt læsning, og det er ikke, fordi man får fortalt, hvad man skal synes.
«Strategien» er ikke tell it, men show it – udkantsborgerne omtales ikke som naive og smådumme småborgere, de iscenesættes sådan, og det får klichéerne om dem til at virke berettigede.
Et godt eksempel på en gang «ren rituel tale» ses i en dialog i bussen mellem pigen og en fra Y-klassen. Vi kommer her ind i scenen lige efter, sidstnævntes regnvåde hår har dryppet på pigen:
«Ai, undskyld, siger hun.
Det gør ikke noget.
Jeg har lige vasket det. Jeg havde da gudskelov ikke tørret det.
Man har lov at være heldig.
Sådan er der så meget.
Det er, som man tager det.»
Hvad er det for en gang tomsnak? Hele tre floskler i streg: «Men har lov at være heldig», «Sådan er der så meget» og «Det er, som man tager det». Vi har her at gøre med en slags vendinger, som man kan sætte i spil for at undgå pinlige pauser, men som i denne sammenhæng får den modsatte effekt, fordi de ræser mod et betydningsmæssigt nulpunkt og derfor afslører sig selv. Sikke et niveau at tillægge udkantsborgerne. Og ikke nok med at «de» læner sig konformt op ad faste fraser, siger og gør, som «man» gør (til en fest løfter pigen f.eks. pludselig «de to fingre, hun [nu] åbenbart også er begyndt at løfte») – i ny og næ går de også galt af hinanden i ganske almindelige samtaler. Særligt slemt står det til med moren, da hun i en dialog forveksler sin datters date med hans bil – det er ham og ikke bilen, datteren «ikke er interesseret i», og det forstår man godt, selvom de i mellemtiden har talt om hans bil. Moren er simpelthen ikke indforstået med det underforståede. Hun udstyres med et barns forstand.
En anden ting er, at alt ifølge bogen er så forstilt på disse egne, og derfor bliver deres humor også så gennemkoreograferet. I en scene beklager moren sig f.eks. over, at det runger i hendes hoved, hvortil Palle Tøjmand svarer: «Det synes vi andre også». Den har vi vist hørt før. Her er ikke noget reelt ansigtstab, ikke noget at grine af: Palles kommentar er fast inventar i et automatiseret talemønster, et vedhæng til den første replik, og ikke udviklet til hende specifikt, og dét de egentlig griner af, er, at han taber sit mundvand. Til gengæld kammer grinet så også hurtigt over og bliver en smule uhyggeligt, fordi det virker som et skingert forsøg på at holde tanken fra sygdommen så længe som muligt. Der findes så mange shades of laughter hos Helle Helle – fra de oprigtige til de skingre og videre over de tvungne. Hvilken variant der er tale om, afsløres som regel af konteksten.
En genistreg
Også litteraten Mette Høeg omtaler i sin anmeldelse «den sproglige og mentale begrænsning», som folk fra «provinsmiljøer» tillægges i bogen. Der er rigtignok en «etisk bismag» ved den. Og det må der gerne være. Jeg er ikke ude på at moralisere – jeg keder mig generelt bare over provinsklichéer, sande som usande. Leverpostej er der nok af, og den berømte «undertekst» er her næsten tekstet, så åbenlys og almindelig. Det gør bogen til en til tider kedsommelig affære. Men ikke desto mindre ligger den også sider til en småborgerlig triumf: Når moren holder hovedet højt, er det, fordi hun marginaliserer de store problemer og koncentrerer sig om de små, og når hun holder sig for god til at råbe af en kunde, er det ikke kun en dårlig ting. Der er måske langt til de realitetstro modernister, der lever mere uforstilt, fordi de tør tage konfrontationen. Men det gør heller ikke noget. Menneskene her forstår at overleve. De besinder sig for ikke at ekskluderes fra fællesskabet, og så er de også noget så beskedne. Særligt det sidste overbeviser datteren mig om, da hun for at glæde sin syge mor ikke bruger en øre af de 400 kr., hun får af hende under indlæggelsen. Her er for alvor tale om et stort sind i en stille eksistens. Sådan er provinsboerne åbenbart også ifølge bogen, og det er denne «vending», der er Helle Helles genistreg: først gentager hun klichéerne for at gøre det åbenlyst for enhver, at det er dem, hun taler om, og så tilføjer hun diskret fortællingen om dem et ekstra lag. På den måde vinder både hun og provinsboerne min sympati. Stereotyperne er et nødvendigt onde, og når Helle Helle sætter sine karakterer i sårbare situationer, er det for at give dem lejlighed til at vise, hvem «de» også er. Sådan gør en stor strateg.
(Denne anmeldelsen sto på trykk i Vinduet 3/2018).